Udgivet 1. oktober 2026
Læsetid 3 minutter

Autosource Group køber Loucon

Autosource Group køber Loucon og styrker sin position i leasingmarkedet

Med opkøbet af Loucon ApS udvider Autosource Group (ASG) sin position inden for leasing og finansiering. Samtidig bliver Loucon en del af en større softwareorganisation med adgang til flere kompetencer og ressourcer. Det styrker Loucons muligheder for at løfte større opgaver – også for de kunder, hvor biler kun udgør en mindre del af forretningen.

Opkøbet sker efter, at ASG tidligere i 2026 blev en del af Hawk Infinity. Der er ikke tale om en sammenlægning. ASG og Loucon fortsætter som selvstændige virksomheder med samme medarbejdere, ledelse og fokus på den eksisterende kundebase, men med fælles retning og klare synergier.

Ny styrke efter et år i forandring

2026 har været et skelsættende år for Autosource Group. I begyndelsen af året købte Hawk Infinity Software Group ASG’s digitale portefølje, og det har givet virksomheden adgang til kapital, kompetencer og et internationalt netværk af softwarevirksomheder.

Det åbner for flere muligheder i en branche, hvor forhandlere, leasingselskaber og finansieringsaktører efterspørger færre systemer og bedre sammenhæng i data. Ambitionen er at give dem netop det, og købet af Loucon er et direkte skridt i den retning.

For Loucon betyder det samtidig adgang til en større organisation og flere specialiserede kompetencer. Det giver bedre muligheder for at investere i produktudvikling, teknologi og nye integrationer og for at løfte større og mere komplekse projekter – uden at ændre det tætte samarbejde med de eksisterende kunder.

En veldrevet virksomhed med et stærkt produkt

Loucon er en spændende og veldrevet virksomhed, der gennem 23 år har udviklet Loucon Leasing – en samlet platform til administration af leasing- og finansieringsaftaler fra tilbud og kreditvurdering over kontrakt og løbende administration til afslutning. Systemet bruges i dag af banker, leasingselskaber og bilforhandlere samt virksomheder inden for bl.a. landbrug, transport, industri, print, IT og kaffe. Systemet anvendes af over 2.500 forhandlere og 10.000 brugere.

Loucons kunder spænder bredt, og for mange af dem er billeasing kun en mindre del af forretningen. Loucon har opbygget en af markedets mest modne leasingplatforme, der gennem omfattende konfigurationsmuligheder understøtter vidt forskellige leasing- og finansieringsforretninger. Løsningen er udviklet gennem mere end 20 år med udgangspunkt i dyb leasingfaglighed – Loucon er leasingfolk med stærke IT-kompetencer, snarere end IT-folk, der også laver leasing. Virksomheden fortsætter under eget navn, fra egen adresse og med sin nuværende medarbejderstab, så kunderne møder de samme folk som hidtil.

Det betyder købet

»Loucon er præcis den type virksomhed, vi gerne vil bygge videre med: veldrevet, med dyb brancheindsigt og et produkt, der løser et reelt behov i markedet. Med Hawk Infinity i ryggen har vi fået større slagkraft, og den bruger vi til at skabe mere værdi for vores kunder. Det handler ikke om at smelte to virksomheder sammen, men om at trække i samme retning og udnytte synergierne. Sammen kan vi tilbyde en mere sammenhængende løsning på tværs af salg, data og leasing,« siger Jonas Krogh, VP i Autosource Group.

»For Loucon har det været afgørende at finde en ejer, som både forstår værdien af det, vi har bygget op, og som kan gøre Loucon stærkere uden at ændre det, der fungerer. Vi får nu adgang til en langt større organisation og flere kompetencer, som gør os bedre rustet til at løfte større og mere komplekse opgaver. Samtidig fortsætter Loucon som selvstændig virksomhed med de samme mennesker, den samme tætte kontakt til kunderne og det samme fokus på at udvikle løsninger til hele vores kundebase – også de kunder, hvor biler fylder lidt eller slet ikke,« siger Anders Huusom, direktør i Loucon.

For kunderne betyder købet:

  • Uændret drift, support og kontakt til de medarbejdere, kunderne kender i dag
  • Mere organisatorisk og teknologisk kapacitet til komplekse projekter
  • Fortsat udvikling af Loucons løsninger til hele kundebasen – uanset om kundernes forretning er bilrelateret eller ej
  • Nye muligheder for data, integrationer og fælles løsninger mellem Loucon og Autosource, hvor det skaber konkret værdi for kunden

 

Om virksomhederne

Om Autosource Group A/S Autosource Group (ASG Digital) er en dansk SaaS-virksomhed med hovedsæde i Odense, der leverer data og software til bilbranchen. ASG har på fire år øget sin abonnementsomsætning med over 2.700 % og blev Gazelle-vinder i Region Syddanmark i 2024. Siden begyndelsen af 2026 har ASG været en del af Hawk Infinity Software Group.

Om Loucon ApS Loucon ApS udvikler og driver leasingsystemet Loucon Leasing. Selskabet ledes af direktør Anders Huusom. Loucon blev stiftet i 2003, har 9 medarbejdere og har kontorer i Nivå og Hinnerup. Selskabet har gennem årene modtaget flere Gazelle-priser og er de seneste to år kåret til Succesvirksomhed af Spar Nord og BDO.

Pressekontakt

Anders Huusom, direktør, Loucon ApS · Tlf. 30 29 35 95 · ah@loucon.dk

Jonas Krogh, VP, Autosource Group A/S · Tlf. 29 70 07 00 · jpk@autosourcegroup.dk